BESKRIVELSE AF EN ALMINDELIG DAG I SMÅBØRNEHAVEN LIVET
Småbørnehaven åbner sammen med Skovbørnehaven kl. 7.00, hvor der bliver serveret nybagte boller. Her får alle mulighed for at lande til en stille morgenstund, med mulighed for modtagelse af alle de gode venner. Det er en prioritering for Småbørnehaven, såvel som Skovbørnehaven, at vi er meget personale til stede ved afleveringer, således at alle børn føler sig godt modtaget af en voksen. Samtidig giver det en ro, at der er personale nok til at fordybe sig i børnenes lege rundt omkring i morgenstunden.
Morgenstunden rundes af med, at Småbørnehaven går ind i deres lokale, hvor der holdes samling, efterfulgt af bleskift og toiletbesøg inden dagens tur i skoven. Børnene hjælpes i tøjet, og cyklerne pakkes med materialer til pædagogiske aktiviteter, soveposer, pusletaske, frugt og boller m.m., og børn og voksne tager afsted. Nogle dage vil det være i fællesskab med Skovbørnehaven, andre dage går Småbørnehaven alene afsted.
Som beskrevet i Småbørnehaven Livets læreplan er turen til skoven af mindst lige så stor betydning som tiden i selve skoven. Den nærhed og kontakt, der opstår når børn går hånd i hånd, sammen med nærværende voksne, er uvurderlig, og det afføder gode samtaler og er grobund for fine relationsdannelser.
Når destinationen er nået, vil det som oftest være tid til madpakker, som spises fælles. Dernæst er der tid og mulighed for tilrettelagte pædagogiske aktiviteter, leg mm. indtil middagsluren starter. Vi prioriterer naturligvis, at alle børn får en middagslur efter behov.
Vi har tre specialbyggede Christianiacykler med plads til syv børn i hver. Disse giver ikke blot mulighed for komfort, når benene bliver trætte, men ligeledes muligheden for at komme lidt længere væk, end gåture tillader. Ydermere fungerer hver Christianiacykel som soveplads til to børn. Alle børn har deres egen sovepose med navn. Vi har desuden telte og luftmadrasser, der giver mulighed for at sove middagslur i skovbunden.
Ved vejrlig er der mulighed for at sove middagslur i Småbørnehaven, hvor hvert barn har sin egen madras med tilhørende sovepose. Disse bliver fordelt i rummet, og en voksen sidder hos børnene igennem hele middagsluren.
Når alle børn har sovet, bliver cyklerne pakket med børn og soveposer, og turen går hjem til Småbørnehaven igen. Her serveres der frugt og boller, og der er mulighed for leg inden afhentning.